Det følgende er en artikel, jeg fandt i løbet af min søgning.
Det er fra https://ironna.jp/article/825.
Det er sandheden, at ikke kun de japanske mennesker, men også mennesker over hele verden, især dem, der er involveret i FN, har brug for at vide det.
Det er en sandhed, som Hillary Clinton især har brug for at vide.
Ikuhiko Hata og Tsutomu Nishioka, 'Asahis fejlagtige rapportering er ærekrænkelse af Japan.'
Sankei Shimbun, den 3. januar 2015
Året 2014 markerede et betydeligt vendepunkt i spørgsmålet om "komfortkvinder" med verifikationen af Kono-erklæringen af regeringen og fratræden af præsidenten for Asahi Shimbun.
Er der nogen fremskridt med hensyn til halvøens situation eller bortførelse af japanere fra Nordkorea i år?
Ikuhiko Hata (82), en moderne historiker og vinder af den 30. Sound Argument Grand Prize, og Nishioka Tsutomu (58), en professor ved Tokyo Christian University, diskuterer situationen halvøen og bortførelsen af japanske statsborgere af Nordkorea.
De to mænd, der fortsat appellerer til historiens sandhed, delte deres synspunkter.
(Moderator: Mr. Masatoshi Ohno, viceadministrerende direktør for Sound Argument Research Office)
- Den 10. december sidste år offentliggjorde Takashi Uemura, en tidligere reporter for Asahi Shimbun, et memoir i "Bungei Shunju" om spørgsmålet om "komfortkvinder", som omfattede en tilbagevisning til Dr. Nishioka. Nogle medier sendte også interview med ham. Vil den komfort, kvinder udsteder, tage en ny vending?
Nishioka: I den seneste februarudgave af det månedlige Sound Argument-magasin gav jeg en fuldt tilbageviste til Mr. Uemura. Han hævder, at han ikke fremstillede nogen fiktive konti i sine memoarer. Stadig tilføjede han vilkårligt en fiktiv historie, hvor de tidligere trøstekvinder selv blev bragt ind som Kvindenes Frivillige Korps, som hun aldrig nævnte.
Og jeg kritiserede ham også for ikke at skrive en rigtig historie om 'Som et resultat af fattigdom blev hun solgt til cathouse for at blive en Kisaeng og ført til en komfortstation af cathouses fosterfar,' som hun gentagne gange fortalte verden, så det var en fabrikation.
Hata: Den 22. december blev rapporten fra et uafhængigt udvalg bestilt af Asahi frigivet. Jeg var opmærksom på det på grund af oprøret over Uemuras ansættelse som underviser ved Hokusei Gakuen University. Jeg var stadig skuffet, da det endte med at være et lavt spring, idet det sagde, at det var "let og uforsigtigt", men "ikke unaturligt."
Det er et bånd, der optager vidnesbyrdet fra en tidligere trøstekvinde, der var kilden til "scoop". Stadig hørte jeg, at Seoul-kontorets chef på det tidspunkt vidste eksistensen og fortalte Uemura. Derfor rejste han til Seoul og lyttede til båndet og skrev en artikel, men hvorfor gik bureauchefen ud af hans måde at invitere Mr. Uemura fra Osaka's afdeling for sociale anliggender?
Det er uforståeligt.
Nishioka: På det tidspunkt havde Asahi Shimbun et andet syn på tingene i hovedkvarteret i Tokyo og Osaka, og Osaka-udgaven havde en særlig funktion med titlen "Women's Pacific War", hvor den præsenterede en stærk overbevisning om, at japanerne var onde før krigen. '
Mange artikler blev ikke vist i Tokyo-udgaven.
Seoul-kontorets chef, der ville være under Tokyo's Foreign News Department, kan have forsøgt at få artiklerne skrevet i Osaka.
Hata: Ikke desto mindre er tvivlsomheden med at skrive en artikel, der er baseret på et bånd, der var uklart, hvem der sprængte den stadig frem.
Representanten for det koreanske kvindelige frivillige korps lod ham lytte til båndet, men han vendte hjem uden at møde de tidligere trøstekvinder. Hvis han blev der i yderligere tre dage, kunne han deltage på en pressekonference med Kim Hak-sun, der kom frem.
Jeg tror, det ville have gjort det til et komplet scoop.
Nogle Asahi-alumner tvivler på, om båndoptagelsen nogensinde har eksisteret. Rapporten fra det uafhængige udvalg var generelt hård i sin tonefald. Alligevel var jeg mere end lidt skuffet over, at det så ud til at følge Asahis august-rapport om fakta og ikke afslørede nye fakta eller gav nogen ny indsigt i arten af den komfort, kvindespørgsmål var. Yoshida-vidnesbyrdet (se note 1) er blevet grundigt drøftet, og jeg tror ikke, det vil blive et nyt punkt i fremtiden.
Nishioka: Hvorfor offentliggjorde Asahi Shimbun en verifikationsartikel i august sidste år? Det åbenlyse anti-japanske diplomati fra Park Geun-hye-administrationen og kampagnen for at trøste kvinder fra koreanere, der bor i udlandet i USA og andre steder, havde tidligere ført til Uemura-artiklen og Yoshida Seijis første vidnesbyrd, der blev overført som 'sexslaver, 200.000.' Den japanske offentlighed begyndte at spekulere på, om det var mærkeligt, og ved efterforskning indså, at Asahien havde forkert rapporteret historien.
Jeg tror, dette er resultatet af den voksende debat, at den forkerte information for mere end 20 år siden er ansvarlig for den gradvise skade på Japans omdømme overalt i verden.
Hata: Jeg er enig med dig. Asahis indflydelse på den offentlige mening begynder hurtigt at køle ned, og der er en stigende tendens til at kritisere den mere kraftigt for sin holdning til komfortkvindespørgsmålet. Selv på andre områder har Asahis afvigelse fra den offentlige mening været mærkbar. Jeg tror, at virksomheden indså, at det på en eller anden måde skulle ændre retning.
Nishioka: Den måde, verifikationen udføres på, er også i form af en 'Til læseren', som er en måde at besvare læserens spørgsmål.
For 23 år siden rejste Dr. Hata til Jeju Island og rejste først spørgsmålet om, at Yoshidas påstande var fremstillet, men dette er ikke en holdning til at besvare Dr. Hata.
Det er en måde at sige 'Vi vil svare på, hvad vi er urigtigt beskyldt', selvom kritikken vokser, ikke?
Som en organisation af tale skal de svare på kritik ved at sige, 'Vi vil svare det Nishioka-papir.
Uemura-memoiret besvarer heller ikke Nishioka-papiret.
-I det sidste år verificerede regeringen Kono-erklæringen (se note 2). Vil det at afsløre sandheden om historien åbne fremtiden for forbindelserne mellem Japan og Korea?
Nishioka: Jeg tror, at den mest betydningsfulde indflydelse på forbindelserne mellem Japan og Korea var premierminister Miyazawa Kiichis undskyldning til præsident Roh Tae-woo under hans besøg i Sydkorea i januar 1992. Siden 1951, da forhandlinger om normalisering af diplomatiske forbindelser mellem Japan og Syd Korea begyndte, og komfortkvindespørgsmålet var aldrig blevet behandlet som et diplomatisk spørgsmål. Hvis der var et reelt problem, skulle det have været behandlet, da Japan-Korea-grundtraktaten blev underskrevet i 1965, men den var heller ikke her. Senere, i 1980'erne, skrev Yoshida en bog og rejste til Korea for at undskylde. I 1991 indgav tidligere trøstekvinder en retssag til en advokat med speciale i kompensation efter krigen i Japan, og Asahi fortsatte med at rapportere historien i realtid. Indtil da havde de koreanske medier ikke behandlet komfortkvinden meget godt, men efter Asahis store kampagne i 1991 begyndte den at få en masse opmærksomhed.
Hata: Den 11. januar 1992 brugte Asahi dette som baggrund til at skrive en stor kampagneartikel, "Bevis for militær involvering opdaget," "Tvungen fjernelse og komfortkvinder under navnet Kvindernes Frivillige Korps" og "Størstedelen af Komfortkvinderne er koreanske kvinder, ”på en trick-lignende måde, og den følgende dags redaktion blev argumenteret for, at de skulle undskylde og kompensere for deres handlinger.
Jeg kalder dette "Big Bang", men den komfort, kvindeproblemet udfoldede i henhold til Asahi Shimbun-plot.
NISHIOKA: Udenrigsministeriet gav et yderligere løft til spørgsmålet ved først at fokusere på en undskyldning. Komfortkvinden blev et diplomatisk emne sammen med Asahi-rapporterne. I den aktuelle gennemgang af Kono-erklæringen siger ministeriet, at det overvejede undskyldning allerede i december 1991. Fakta om tvangsudgivelse af kvinder, som hr. Yoshida har vidnet, vides ikke, og man må ikke undskylde før Den faktiske situation undersøges. Hvorfor undskylde diplomatisk her? En undskyldning bør fremsættes efter at have undersøgt sagen.
Hata: Jeg tror, at mere end halvdelen af skylden for det komfortable kvindespørgsmål blev et så stort problem ligger hos Japan. Korea har været passiv. Fra Mr. Yoshida tog nogle advokater til forskellige dele af Asien for at finde tidligere trøstekvinder og bragte dem til retten for erstatning. Nogle advokater opfordrede FNs Menneskerettighedskommission (nu FNs Menneskerettighedsråd) til at ændre udtrykket "trøst kvinder" til "sex slaver" og fik det til at ske.
Jeg kan ikke undgå, at undre mig over, hvorfor der er japanske mennesker, der er så lidenskabelige over at prøve at dræbe deres eget land. Sociale sanktioner bør falde i andre lande, men ikke i Japan. I stedet ville medierne løfte dem.
Nishioka: Det ser ud til, at tingene startede med Asahis verifikation af komfortkvinden i august sidste år, men det er faktisk ikke tilfældet. Sankei Shimbun afslørede det faktum, at et interview med 16 tidligere trøstekvinder, som antages at være grundlaget for Kono-staten, var en bullshit-undersøgelse uden nogen støtteundersøgelser efter at have indhentet journaler fra det tidspunkt.
Desuden har Sankei Shimbun opnået og offentliggjort en fantomafvisning af Coomaraswamy-rapporten (se note 3), som Udenrigsministeriet engang forelagde FN og derefter pludseligt trak sig tilbage.
Sankei Shimbun og det månedlige lydargument er de store scoops.
Frigivelsen af regeringsdokumenter, der blev betragtet som tophemmelighed og frigivelsen af nye fakta, hævede diskussionsniveauet. Jeg tror, dette var baggrunden for den hurtige udvikling af rapporten om kvinder for komfort. Hvis du vil sige noget i nyhedsrummet, er det nødvendigt at finde nye fakta eller foreslå en ny måde at se på tingene på. Jeg håber, at denne form for konstruktiv diskussion fortsætter i det nye år.
