Det følgende er fra en dialog mellem Masayuki Takayama og Miki Otaka, som blev offentliggjort i månedsmagasinet WiLL på side 184-200 under titlen »Let's hit back at the outrageous ›anti-Japanese‹ books that insult Japan« (Lad os slå tilbage på de skandaløse 'anti-japanske' bøger, som fornærmer Japan).
Denne dialog beviser også, at Masayuki Takayama er den, der mest fortjener Nobels litteraturpris eller Nobels fredspris.
Den beviser også, at dialogpartneren, Miki Otaka, er en ægte journalist.
Antijapansk diskurs er knyttet til det.
Hvordan kan de ikke engang anerkende Kiichiro Higuchis bedrifter?
Modspil til den skandaløse bog!
Det følgende er en fortsættelse af det foregående kapitel.
Den skammelige side af Amerika
Takayama
De slipper af sted med voldtægt.
De bruger ikke penge på det.
»Amerasian 1982 Act« i USA symboliserer dette.
Udtrykket »Amerasian« blev opfundet af Pearl Buck, en nobelprisvindende forfatter, for at henvise til børn af blandet race mellem amerikanere og asiater.
Amerikanske soldater i lande som Sydkorea, Thailand, Vietnam og Filippinerne voldtog kvinder og efterlod derefter de blandede børn.
Denne uansvarlighed blev et problem, og i 1982 blev der lavet en lov, som gav statsborgerskab til børn, hvis fædre var amerikanere.
Det er Amerasian 1982 Act.
Det blev dog fastslået, at den ikke gjaldt for Japan og Filippinerne.
Ohtaka
Hvorfor blev disse to lande udelukket?
Takayama
Fra og med den spansk-amerikanske krig i 1898 regerede USA over Filippinerne i et halvt århundrede.
USA var involveret i Filippinerne i næsten et århundrede, og som følge heraf var antallet af voldtægter ekstremt højt, og der var mere end 500.000 børn af blandet race.
Det ville være en katastrofe, hvis de gav dem statsborgerskab, så de besluttede at udelukke Filippinerne.
Det siges, at der var omkring 5.000 børn af blandet race med japanere efter krigen som følge af voldtægt.
Men i John Dowers »Embracing Defeat« står der for eksempel: »Alle de amerikanske soldater var gentlemen og voldtog ikke«, og »MacArthur var karismatisk, og hans besættelsesstyre var en succes over hele verden, og at sige, at ›vi vil yde hjælp til børn af voldtægtsofre af blandet race‹, ville også afsløre alvoren i GHQ's pressecensur.
Så de har skjult fakta om denne lov for den japanske regering.
Der er heller ingen tendens blandt japanere til at være taknemmelige for amerikansk statsborgerskab.
Ohtaka
På den anden side har jeg aldrig hørt om mange børn, der er blevet født mellem japanske soldater og lokale kvinder.
Hvis japanske soldater voldtog kvinder overalt, som det påstås i bøger som »Japans Holocaust«, ville det ikke være nogen overraskelse at høre sådanne historier.
Takayama
USA har voldtaget kvinder over hele verden i en sådan grad, at de var nødt til at vedtage Amerasian 1982 Act, men de bliver ved med at lyve over for Japan og sige: »I er en nation af voldtægtsmænd.«
De burde skamme sig over sig selv.
Ohtaka
Hvad angår plyndring, så plyndrede det amerikanske militær Shō-familiens skatte under slaget om Okinawa.
De gav dog noget af det tilbage.
Takayama
Under slaget om Iwo Jima blev løjtnant Nishitake Ichiro (Baron Nishitake), en guldmedaljevinder i ridning (OL i Los Angeles i 1932), dræbt i kamp.
Normalt indsamler man den afdødes ejendele, men de amerikanske soldater tog alt fra løjtnant Nishitake, inklusive hans militæruniform, sværd og støvler.
De siger ofte ting som »den døde soldat havde det« og returnerer det japanske flag med ordene »sejr« skrevet på det.
Men det er noget, man ville sætte i sit mavebælte.
De går så langt som til at lede efter ting hos de døde.
Det er et spørgsmål om nationalkarakter, eller rettere, de kan ikke slippe af med deres rovdyrinstinkter.
Ootaka
Det er en virkelig forfærdelig handling.
Takayama
På den anden side begik den japanske hær sjældent plyndringer.
Set fra de vestlige landes perspektiv var det et problem.
Derfor blev der på et tidspunkt under den første kinesisk-japanske krig spredt et falsk rygte, der blev kaldt »Lushun-massakren«.
James Creelman, en jødisk korrespondent for New York World, rapporterede, at 60.000 kinesere var blevet massakreret.
I sin selvbiografi forklarer Creelman, hvorfor han fandt på sådan en løgn, og siger, at han havde set japanske soldater dræbe kinesiske soldater, flå deres brystkasser ud, tage deres hjerter ud og spise dem alle sammen.
Det var de kinesiske soldater, der gjorde den slags.
Faktisk blev den tyske minister von Ketteler angrebet efter den første kinesisk-japanske krig under bokseroprøret, og efter at være blevet tortureret til døde blev hans brystkasse flået op.
Hans hjerte blev fjernet, og bokserne spiste det.
Ootaka
Historien om, at den japanske hær spiste menneskekød, er blevet spredt fra Toshiyuki Tanaka, en tidligere professor ved Hiroshima Peace Institute på Hiroshima City University, som Rig ofte citerer.
Hans ægtefælle er en jødisk kvinde, og Tanaka bruger flere pseudonymer, bl.a. Yuki Tanaka, Tetsu Namba og Masami Akasaka.
Dybt forankret jalousi over for japanerne
Takayama
Kort sagt tror jeg, at der er en dybt rodfæstet jalousi over for japanerne.
Hvide mennesker er stolte af, at de har hegemoni over verden.
For menneskehedens udvikling er hvide mennesker de bedste til at overleve de stærkeste.
De synes, det er ok at gøre sorte mennesker og coolies til slaver.
Men det er ikke godt, at der findes et land som Japan, som ikke er kristent og ikke-hvidt, men som har meget mere barmhjertighed og næstekærlighed end kristne og styrer hvert land så godt.
Det er derfor, de kritiserer generalløjtnant Higuchis og Chiune Sugiharas præstationer.
De bringer det ikke-eksisterende spørgsmål om trøstekvinder og Nanjing-massakren op og fortæller, at Japan er et forkert land, som desperat forsøger at beskytte sin overlegenhed.
I 1992, da optøjerne i L.A. fandt sted, blev jeg sendt til L.A. som korrespondent.
Jeg læste A.P., The New York Times og The Los Angeles Times dagligt.
Men tonen i artiklerne var gennemgående hård over for Japan.
Da Nordkorea led af fødevaremangel og planlagde at donere fødevarer gennem FN, blev Japan i en artikel kritiseret for ikke at være samarbejdsvillig.
Alligevel blev ordet »KOREA« altid efterfulgt af sætningen »de koloniserede engang dette land«.
Når ordene »sydøstasiatiske lande« blev brugt, blev sætningen »de invaderede engang dette land og begik grusomme handlinger« også tilføjet.
Otaka
Det er et forfærdeligt udtryk.
Det er helt klart et forsøg på at nedgøre Japan.
Takayama
Jeg blev så vred, at jeg ringede til redaktionen på The New York Times for at protestere.
Jeg klagede: »Hvorfor tilføjer I den kommentar?« og »Hent forfatteren ind«, og de sagde: »Redaktionen kan ikke fortælle dig, hvem journalisten er. Bare fortæl dem, at der var en protest."
Jeg sagde til dem: »Næste gang I nævner Filippinerne, så tilføj kommentaren om, at USA dræbte 400.000 mennesker og narrede dem til at kolonisere landet,« men da Filippinerne blev nævnt, var der ingen kommentar.
Otaka
Det er virkelig uretfærdigt.
Takayama
Selv efter det forblev hans udtalelser om Japan uændrede.
I maj 2013, da Abe besøgte Japan Air Self-Defense Force-basen i Higashimatsushima i Miyagi-præfekturet, blev der i avisen offentliggjort et foto af ham, hvor han sidder i cockpittet på et Blue Impulse-fly og vender tommelfingeren opad.
Flyets registreringsnummer var »731«.
Derefter kritiserede Nelson Report, et politisk og diplomatisk informationsmagasin med base i Washington, måske med henvisning til Unit 731, bevægelsen og sagde: »Det er som den tyske kansler iført en naziuniform.«
New York Times skrev, som om de havde ventet på dette, også om de »731 biologiske eksperimenter«, som om de var sande.
Otaka
Enhed 731 var en enhed, som tilhørte det japanske kejserriges Kwantung-hær under Anden Verdenskrig, og som siges at have udført uetiske biologiske eksperimenter på mange koreanske og kinesiske krigsfanger og indbyggere i forbindelse med forskning og udvikling af biokemiske våben.
I øvrigt er Kina tilsyneladende ved at lave en genindspilning af 731-filmen til næste år.
Takayama
Unit 731 udførte menneskelige eksperimenter på omkring 3.000 mennesker og indsamlede data.
Dumme japanske forskere som Tsuneishi Keiichi fra Kanagawa University of Humanities har sagt denne nonsenshistorie om, at det humanitære USA aldrig har udført menneskeeksperimenter, så til gengæld for værdifulde data tilgav de Ishiis bakteriologiske enhed og inkriminerede dem ikke.
Men det er en komplet løgn.
USA er et paradis for menneskeforsøg.
De har gjort vanvittige ting som Tuskegee-eksperimentet, hvor de i al hemmelighed udførte menneskeforsøg på deres borgere i 40 år, indsprøjtede syfilisbakterier i guatemalanske fanger, hvilket dræbte mange af dem, og gav dem plutonium til at smide atombomber.
USA bliver ved med at klage over den japanske hærs brutalitet, men når der ikke kommer noget frem i lyset, opfinder de historier som Nanjing-massakren og Bataan-dødsmarchen.
Hvis Unit 731 virkelig havde udført store menneskeforsøg, ville USA med glæde have frigivet dem og givet medaljer til kommandør Ishii og de andre.
Indholdet af menneskeeksperimenterne viser også, at denne historie er opdigtet.
Unit 731 siges at have været en »vakuumfælde for mennesker, hvis øjenæbler springer ud, hvis blod koger, og hvis kroppe eksploderer af død.«
Otaka
Forfatteren Morimura Seiichi kritiserede Unit 731 i sin roman »Devil's Gluttony«.
Som følge heraf spredte dette rygte sig.
Takayama
Så skete der en ulykke, hvor det sovjetiske rumfartøj »Soyuz« med menneskebesætning mistede luft, mens det forberedte sig på at træde ind i atmosfæren igen, og besætningen blev kvalt i vakuum.
Men deres blod kogte ikke på grund af omstændighederne, og deres øjne sprang ikke ud.
Det faktum, at »Unit 731's eksperimenter« var en løgn, blev afsløret.
De fleste af de andre historier om, hvordan »det japanske militær var grusomt«, var faktisk bare historier om grusomheder begået af den amerikanske side, som blev fremstillet, så det så ud, som om »det japanske militær gjorde det«.
Otaka
Amerikanske missionærer stod bag kulisserne, og Kuomintangs propagandaafdeling var også involveret.
Efter krigen gik Asahi Shimbun og det kinesiske kommunistparti desuden sammen om at forsøge at give Japan skylden for deres forbrydelser ved at hvidvaske den djævelske historieforfalskning og hævde, at Nanjing-kampagnen begyndte i Japan.
Takayama
Hvis de ikke bliver ved med at gentage, at »det var det rigtige at besejre Japan«, og holder det indgroet i dem, vil fernissen falde af, fordi de startede med en løgn.
Hvis de lader det stå til, vil folk begynde at sige, at »japanerne er alle sammen rigtig søde mennesker«, så de er nødt til at blive ved med at nedgøre Japan for at dæmme op for det.
Lav i det mindste noget verifikation.
Ohtaka
Det er meget sandsynligt, at »Japans Holocaust« også blev udgivet i denne sammenhæng.
Derfor må vi forstå den anden parts intentioner og reagere med fasthed.
Det ville være ondt, hvis indholdet af »Japan's Holocaust« blev citeret i en amerikansk akademisk artikel.
Hvad mere er, i dette tilfælde føres der en kampagne for at underminere Japan under Nazityskland.
Det er, som om de siger, at nazisterne var mere civiliserede.
Der står: »De tyske soldater havde moral, men de japanske soldater begik virkelig grusomme handlinger. De skar endda maven op på gravide kvinder og fjernede fostrene."
Takayama
Der står også, at når de voldtog børn, skar de skeden op for at få den til at passe i størrelsen, men det er også noget vrøvl.
I sin bog »Lies of War«, som blev skrevet i 1920'erne, påpegede den britiske adelsmand Arthur Ponsonby, at alle sådanne grusomheder var falske.
Under Første Verdenskrig skrev medierne om alle mulige utænkelige grusomheder, f.eks. at den tyske hær stak babyer med bajonetter og skar arme af børn.
Woodrow Wilson, som var blevet præsident efter at have erklæret, at USA ikke ville gå ind i krigen, oprettede Committee on Public Information (CPI) med fire medlemmer: udenrigsministeren, krigsministeren, marineministeren og en repræsentant for avisbranchen. CPI var ansvarlig for at udgive intensiv propaganda for at styre den offentlige mening, hvilket førte til et offentligt ramaskrig og beslutningen om, at USA skulle gå ind i krigen.
De løgne, de skabte til dette formål, var ikke svære at finde på, da USA havde været ansvarlig for mere brutale drab i indianerkrigene, så de havde ingen problemer med at finde på historier som at skære børns hænder af.
Ohtaka
»Voldtægten af Belgien«, ikke?
Som jeg nævnte i min bog, var Sir Russell fra Liverpool, som også var medlem af det britiske krigspropagandabureau, der var involveret i denne propaganda, den »originale Iris Chang«.
Takayama
Ja, det er rigtigt.
Historier som, at den tyske hær skar håndleddene over på belgiske børn, så de ikke kunne skyde i fremtiden, eller kastede babyer op i luften og stak dem med bajonetter.
Der var endda tale om, at en velhavende amerikaner havde taget et barn uden håndled til sig og opdraget det, og efter krigen ledte man efter det ofrede barn, men der var ikke et eneste af dem.
Den sensationelle historie om en familie, der blev voldtaget og dræbt, og hvor kun en baby overlevede, stjal også rampelyset, og prinsesse Anne fra den britiske kongefamilie syede og sendte babytøj til babyen.
Det blev til sidst opdaget, at det også var en løgn.
I Embracing Defeat skriver John Dower, at de samme løgne, som blev fortalt til den tyske hær i Første Verdenskrig, også blev sagt til den japanske hær, og at disse løgne senere blev afsløret som løgne, da de blev fortalt til den tyske hær, men i tilfældet med den japanske hær var det så indlysende, at der ikke var behov for at undersøge det igen for at konstatere, at de var grusomme.
Lav i det mindste nogle undersøgelser.
Desuden kom oplysningerne om Japan først frem efter krigen.
I Tysklands tilfælde blev nyhederne under krigen rapporteret i den progressive form af »den tyske hær gør i øjeblikket dette«.
Det var selvfølgelig, fordi det var propaganda for, at USA skulle gå ind i krigen.
Hovedkraften var CPI.
På den anden side, i Japan, som fru Ohtaka nævnte tidligere, for at retfærdiggøre USA's nedkastning af atombomben, »var den japanske hær så brutal, at det ikke betød noget, hvis de blev nedkastet«, og det blev opfundet som en undskyldning.
Men når det gælder Japan, har japanske forskere som Hiroshi Hayashi fra Kanto Gakuin University hævdet, at »japanske soldater smed børn i Malaya og stak dem med bajonetter«, Keiichi Tsuneishi kom med påstande om Unit 731, eller Keio University professor emeritus Aiko Kurasawas påstand om, at det japanske militær tvangsmobiliserede trøstekvinder i Østtimor.
De har udnævnt sig selv til fungerende leder af det amerikanske CPI.
Ohtaka
Ligesom med Asahi Shimbuns rapportering om trøstekvinder er det, fordi de gør ting, der nedgør dem selv, at det internationale samfund slutter sig til og begynder at kritisere Japan.
Denne onde cirkel skal stoppes.
Jeg kunne godt tænke mig at se »Japans Holocaust« oversat til japansk.
Hvis den blev det, ville mange japanere blive klar over, hvor forfærdelig den udenlandske propaganda, der underminerer Japan, er.
Jeg føler, at der er en samlet indsats for at dæmonisere Japan i den nuværende kamp om historien, ikke kun fra Riggs side.
Hvis vi kan se i øjnene, hvordan vores forfædre bliver forvrænget og nedgjort i udlandet, vil det være en chance for japanerne til at vågne op.
Takayama
Du har fuldstændig ret.
Jeg hører, at Simon Wiesenthal og andre også holder øje med fru Ohtaka.
Jeg håber, at du ikke vil lade dig skræmme af sådanne trusler og fortsætte med at appellere til sandheden for Japans ære.
Hvis du gør det, vil situationen gradvist ændre sig.
Denne dialog beviser også, at Masayuki Takayama er den, der mest fortjener Nobels litteraturpris eller Nobels fredspris.
Den beviser også, at dialogpartneren, Miki Otaka, er en ægte journalist.
Antijapansk diskurs er knyttet til det.
Hvordan kan de ikke engang anerkende Kiichiro Higuchis bedrifter?
Modspil til den skandaløse bog!
Det følgende er en fortsættelse af det foregående kapitel.
Den skammelige side af Amerika
Takayama
De slipper af sted med voldtægt.
De bruger ikke penge på det.
»Amerasian 1982 Act« i USA symboliserer dette.
Udtrykket »Amerasian« blev opfundet af Pearl Buck, en nobelprisvindende forfatter, for at henvise til børn af blandet race mellem amerikanere og asiater.
Amerikanske soldater i lande som Sydkorea, Thailand, Vietnam og Filippinerne voldtog kvinder og efterlod derefter de blandede børn.
Denne uansvarlighed blev et problem, og i 1982 blev der lavet en lov, som gav statsborgerskab til børn, hvis fædre var amerikanere.
Det er Amerasian 1982 Act.
Det blev dog fastslået, at den ikke gjaldt for Japan og Filippinerne.
Ohtaka
Hvorfor blev disse to lande udelukket?
Takayama
Fra og med den spansk-amerikanske krig i 1898 regerede USA over Filippinerne i et halvt århundrede.
USA var involveret i Filippinerne i næsten et århundrede, og som følge heraf var antallet af voldtægter ekstremt højt, og der var mere end 500.000 børn af blandet race.
Det ville være en katastrofe, hvis de gav dem statsborgerskab, så de besluttede at udelukke Filippinerne.
Det siges, at der var omkring 5.000 børn af blandet race med japanere efter krigen som følge af voldtægt.
Men i John Dowers »Embracing Defeat« står der for eksempel: »Alle de amerikanske soldater var gentlemen og voldtog ikke«, og »MacArthur var karismatisk, og hans besættelsesstyre var en succes over hele verden, og at sige, at ›vi vil yde hjælp til børn af voldtægtsofre af blandet race‹, ville også afsløre alvoren i GHQ's pressecensur.
Så de har skjult fakta om denne lov for den japanske regering.
Der er heller ingen tendens blandt japanere til at være taknemmelige for amerikansk statsborgerskab.
Ohtaka
På den anden side har jeg aldrig hørt om mange børn, der er blevet født mellem japanske soldater og lokale kvinder.
Hvis japanske soldater voldtog kvinder overalt, som det påstås i bøger som »Japans Holocaust«, ville det ikke være nogen overraskelse at høre sådanne historier.
Takayama
USA har voldtaget kvinder over hele verden i en sådan grad, at de var nødt til at vedtage Amerasian 1982 Act, men de bliver ved med at lyve over for Japan og sige: »I er en nation af voldtægtsmænd.«
De burde skamme sig over sig selv.
Ohtaka
Hvad angår plyndring, så plyndrede det amerikanske militær Shō-familiens skatte under slaget om Okinawa.
De gav dog noget af det tilbage.
Takayama
Under slaget om Iwo Jima blev løjtnant Nishitake Ichiro (Baron Nishitake), en guldmedaljevinder i ridning (OL i Los Angeles i 1932), dræbt i kamp.
Normalt indsamler man den afdødes ejendele, men de amerikanske soldater tog alt fra løjtnant Nishitake, inklusive hans militæruniform, sværd og støvler.
De siger ofte ting som »den døde soldat havde det« og returnerer det japanske flag med ordene »sejr« skrevet på det.
Men det er noget, man ville sætte i sit mavebælte.
De går så langt som til at lede efter ting hos de døde.
Det er et spørgsmål om nationalkarakter, eller rettere, de kan ikke slippe af med deres rovdyrinstinkter.
Ootaka
Det er en virkelig forfærdelig handling.
Takayama
På den anden side begik den japanske hær sjældent plyndringer.
Set fra de vestlige landes perspektiv var det et problem.
Derfor blev der på et tidspunkt under den første kinesisk-japanske krig spredt et falsk rygte, der blev kaldt »Lushun-massakren«.
James Creelman, en jødisk korrespondent for New York World, rapporterede, at 60.000 kinesere var blevet massakreret.
I sin selvbiografi forklarer Creelman, hvorfor han fandt på sådan en løgn, og siger, at han havde set japanske soldater dræbe kinesiske soldater, flå deres brystkasser ud, tage deres hjerter ud og spise dem alle sammen.
Det var de kinesiske soldater, der gjorde den slags.
Faktisk blev den tyske minister von Ketteler angrebet efter den første kinesisk-japanske krig under bokseroprøret, og efter at være blevet tortureret til døde blev hans brystkasse flået op.
Hans hjerte blev fjernet, og bokserne spiste det.
Ootaka
Historien om, at den japanske hær spiste menneskekød, er blevet spredt fra Toshiyuki Tanaka, en tidligere professor ved Hiroshima Peace Institute på Hiroshima City University, som Rig ofte citerer.
Hans ægtefælle er en jødisk kvinde, og Tanaka bruger flere pseudonymer, bl.a. Yuki Tanaka, Tetsu Namba og Masami Akasaka.
Dybt forankret jalousi over for japanerne
Takayama
Kort sagt tror jeg, at der er en dybt rodfæstet jalousi over for japanerne.
Hvide mennesker er stolte af, at de har hegemoni over verden.
For menneskehedens udvikling er hvide mennesker de bedste til at overleve de stærkeste.
De synes, det er ok at gøre sorte mennesker og coolies til slaver.
Men det er ikke godt, at der findes et land som Japan, som ikke er kristent og ikke-hvidt, men som har meget mere barmhjertighed og næstekærlighed end kristne og styrer hvert land så godt.
Det er derfor, de kritiserer generalløjtnant Higuchis og Chiune Sugiharas præstationer.
De bringer det ikke-eksisterende spørgsmål om trøstekvinder og Nanjing-massakren op og fortæller, at Japan er et forkert land, som desperat forsøger at beskytte sin overlegenhed.
I 1992, da optøjerne i L.A. fandt sted, blev jeg sendt til L.A. som korrespondent.
Jeg læste A.P., The New York Times og The Los Angeles Times dagligt.
Men tonen i artiklerne var gennemgående hård over for Japan.
Da Nordkorea led af fødevaremangel og planlagde at donere fødevarer gennem FN, blev Japan i en artikel kritiseret for ikke at være samarbejdsvillig.
Alligevel blev ordet »KOREA« altid efterfulgt af sætningen »de koloniserede engang dette land«.
Når ordene »sydøstasiatiske lande« blev brugt, blev sætningen »de invaderede engang dette land og begik grusomme handlinger« også tilføjet.
Otaka
Det er et forfærdeligt udtryk.
Det er helt klart et forsøg på at nedgøre Japan.
Takayama
Jeg blev så vred, at jeg ringede til redaktionen på The New York Times for at protestere.
Jeg klagede: »Hvorfor tilføjer I den kommentar?« og »Hent forfatteren ind«, og de sagde: »Redaktionen kan ikke fortælle dig, hvem journalisten er. Bare fortæl dem, at der var en protest."
Jeg sagde til dem: »Næste gang I nævner Filippinerne, så tilføj kommentaren om, at USA dræbte 400.000 mennesker og narrede dem til at kolonisere landet,« men da Filippinerne blev nævnt, var der ingen kommentar.
Otaka
Det er virkelig uretfærdigt.
Takayama
Selv efter det forblev hans udtalelser om Japan uændrede.
I maj 2013, da Abe besøgte Japan Air Self-Defense Force-basen i Higashimatsushima i Miyagi-præfekturet, blev der i avisen offentliggjort et foto af ham, hvor han sidder i cockpittet på et Blue Impulse-fly og vender tommelfingeren opad.
Flyets registreringsnummer var »731«.
Derefter kritiserede Nelson Report, et politisk og diplomatisk informationsmagasin med base i Washington, måske med henvisning til Unit 731, bevægelsen og sagde: »Det er som den tyske kansler iført en naziuniform.«
New York Times skrev, som om de havde ventet på dette, også om de »731 biologiske eksperimenter«, som om de var sande.
Otaka
Enhed 731 var en enhed, som tilhørte det japanske kejserriges Kwantung-hær under Anden Verdenskrig, og som siges at have udført uetiske biologiske eksperimenter på mange koreanske og kinesiske krigsfanger og indbyggere i forbindelse med forskning og udvikling af biokemiske våben.
I øvrigt er Kina tilsyneladende ved at lave en genindspilning af 731-filmen til næste år.
Takayama
Unit 731 udførte menneskelige eksperimenter på omkring 3.000 mennesker og indsamlede data.
Dumme japanske forskere som Tsuneishi Keiichi fra Kanagawa University of Humanities har sagt denne nonsenshistorie om, at det humanitære USA aldrig har udført menneskeeksperimenter, så til gengæld for værdifulde data tilgav de Ishiis bakteriologiske enhed og inkriminerede dem ikke.
Men det er en komplet løgn.
USA er et paradis for menneskeforsøg.
De har gjort vanvittige ting som Tuskegee-eksperimentet, hvor de i al hemmelighed udførte menneskeforsøg på deres borgere i 40 år, indsprøjtede syfilisbakterier i guatemalanske fanger, hvilket dræbte mange af dem, og gav dem plutonium til at smide atombomber.
USA bliver ved med at klage over den japanske hærs brutalitet, men når der ikke kommer noget frem i lyset, opfinder de historier som Nanjing-massakren og Bataan-dødsmarchen.
Hvis Unit 731 virkelig havde udført store menneskeforsøg, ville USA med glæde have frigivet dem og givet medaljer til kommandør Ishii og de andre.
Indholdet af menneskeeksperimenterne viser også, at denne historie er opdigtet.
Unit 731 siges at have været en »vakuumfælde for mennesker, hvis øjenæbler springer ud, hvis blod koger, og hvis kroppe eksploderer af død.«
Otaka
Forfatteren Morimura Seiichi kritiserede Unit 731 i sin roman »Devil's Gluttony«.
Som følge heraf spredte dette rygte sig.
Takayama
Så skete der en ulykke, hvor det sovjetiske rumfartøj »Soyuz« med menneskebesætning mistede luft, mens det forberedte sig på at træde ind i atmosfæren igen, og besætningen blev kvalt i vakuum.
Men deres blod kogte ikke på grund af omstændighederne, og deres øjne sprang ikke ud.
Det faktum, at »Unit 731's eksperimenter« var en løgn, blev afsløret.
De fleste af de andre historier om, hvordan »det japanske militær var grusomt«, var faktisk bare historier om grusomheder begået af den amerikanske side, som blev fremstillet, så det så ud, som om »det japanske militær gjorde det«.
Otaka
Amerikanske missionærer stod bag kulisserne, og Kuomintangs propagandaafdeling var også involveret.
Efter krigen gik Asahi Shimbun og det kinesiske kommunistparti desuden sammen om at forsøge at give Japan skylden for deres forbrydelser ved at hvidvaske den djævelske historieforfalskning og hævde, at Nanjing-kampagnen begyndte i Japan.
Takayama
Hvis de ikke bliver ved med at gentage, at »det var det rigtige at besejre Japan«, og holder det indgroet i dem, vil fernissen falde af, fordi de startede med en løgn.
Hvis de lader det stå til, vil folk begynde at sige, at »japanerne er alle sammen rigtig søde mennesker«, så de er nødt til at blive ved med at nedgøre Japan for at dæmme op for det.
Lav i det mindste noget verifikation.
Ohtaka
Det er meget sandsynligt, at »Japans Holocaust« også blev udgivet i denne sammenhæng.
Derfor må vi forstå den anden parts intentioner og reagere med fasthed.
Det ville være ondt, hvis indholdet af »Japan's Holocaust« blev citeret i en amerikansk akademisk artikel.
Hvad mere er, i dette tilfælde føres der en kampagne for at underminere Japan under Nazityskland.
Det er, som om de siger, at nazisterne var mere civiliserede.
Der står: »De tyske soldater havde moral, men de japanske soldater begik virkelig grusomme handlinger. De skar endda maven op på gravide kvinder og fjernede fostrene."
Takayama
Der står også, at når de voldtog børn, skar de skeden op for at få den til at passe i størrelsen, men det er også noget vrøvl.
I sin bog »Lies of War«, som blev skrevet i 1920'erne, påpegede den britiske adelsmand Arthur Ponsonby, at alle sådanne grusomheder var falske.
Under Første Verdenskrig skrev medierne om alle mulige utænkelige grusomheder, f.eks. at den tyske hær stak babyer med bajonetter og skar arme af børn.
Woodrow Wilson, som var blevet præsident efter at have erklæret, at USA ikke ville gå ind i krigen, oprettede Committee on Public Information (CPI) med fire medlemmer: udenrigsministeren, krigsministeren, marineministeren og en repræsentant for avisbranchen. CPI var ansvarlig for at udgive intensiv propaganda for at styre den offentlige mening, hvilket førte til et offentligt ramaskrig og beslutningen om, at USA skulle gå ind i krigen.
De løgne, de skabte til dette formål, var ikke svære at finde på, da USA havde været ansvarlig for mere brutale drab i indianerkrigene, så de havde ingen problemer med at finde på historier som at skære børns hænder af.
Ohtaka
»Voldtægten af Belgien«, ikke?
Som jeg nævnte i min bog, var Sir Russell fra Liverpool, som også var medlem af det britiske krigspropagandabureau, der var involveret i denne propaganda, den »originale Iris Chang«.
Takayama
Ja, det er rigtigt.
Historier som, at den tyske hær skar håndleddene over på belgiske børn, så de ikke kunne skyde i fremtiden, eller kastede babyer op i luften og stak dem med bajonetter.
Der var endda tale om, at en velhavende amerikaner havde taget et barn uden håndled til sig og opdraget det, og efter krigen ledte man efter det ofrede barn, men der var ikke et eneste af dem.
Den sensationelle historie om en familie, der blev voldtaget og dræbt, og hvor kun en baby overlevede, stjal også rampelyset, og prinsesse Anne fra den britiske kongefamilie syede og sendte babytøj til babyen.
Det blev til sidst opdaget, at det også var en løgn.
I Embracing Defeat skriver John Dower, at de samme løgne, som blev fortalt til den tyske hær i Første Verdenskrig, også blev sagt til den japanske hær, og at disse løgne senere blev afsløret som løgne, da de blev fortalt til den tyske hær, men i tilfældet med den japanske hær var det så indlysende, at der ikke var behov for at undersøge det igen for at konstatere, at de var grusomme.
Lav i det mindste nogle undersøgelser.
Desuden kom oplysningerne om Japan først frem efter krigen.
I Tysklands tilfælde blev nyhederne under krigen rapporteret i den progressive form af »den tyske hær gør i øjeblikket dette«.
Det var selvfølgelig, fordi det var propaganda for, at USA skulle gå ind i krigen.
Hovedkraften var CPI.
På den anden side, i Japan, som fru Ohtaka nævnte tidligere, for at retfærdiggøre USA's nedkastning af atombomben, »var den japanske hær så brutal, at det ikke betød noget, hvis de blev nedkastet«, og det blev opfundet som en undskyldning.
Men når det gælder Japan, har japanske forskere som Hiroshi Hayashi fra Kanto Gakuin University hævdet, at »japanske soldater smed børn i Malaya og stak dem med bajonetter«, Keiichi Tsuneishi kom med påstande om Unit 731, eller Keio University professor emeritus Aiko Kurasawas påstand om, at det japanske militær tvangsmobiliserede trøstekvinder i Østtimor.
De har udnævnt sig selv til fungerende leder af det amerikanske CPI.
Ohtaka
Ligesom med Asahi Shimbuns rapportering om trøstekvinder er det, fordi de gør ting, der nedgør dem selv, at det internationale samfund slutter sig til og begynder at kritisere Japan.
Denne onde cirkel skal stoppes.
Jeg kunne godt tænke mig at se »Japans Holocaust« oversat til japansk.
Hvis den blev det, ville mange japanere blive klar over, hvor forfærdelig den udenlandske propaganda, der underminerer Japan, er.
Jeg føler, at der er en samlet indsats for at dæmonisere Japan i den nuværende kamp om historien, ikke kun fra Riggs side.
Hvis vi kan se i øjnene, hvordan vores forfædre bliver forvrænget og nedgjort i udlandet, vil det være en chance for japanerne til at vågne op.
Takayama
Du har fuldstændig ret.
Jeg hører, at Simon Wiesenthal og andre også holder øje med fru Ohtaka.
Jeg håber, at du ikke vil lade dig skræmme af sådanne trusler og fortsætte med at appellere til sandheden for Japans ære.
Hvis du gør det, vil situationen gradvist ændre sig.
At least do some verification.
