20. juli 2018
Følgende er fra Nobuo Ikeda BLOG, som jeg lige har fundet online.
< Comfort Women Issue afsporet af feminisme Hvad er »sexslaveri«>
13. september 2014 11:32
Kategori Medier
Asahi Shimbuns »udsigtsløse syn på historien« er et værktøj til salg og karrierefremgang.
En søgning i Asahi Shimbuns database giver 7.419 poster for »comfort women« og 1.046 for »comfort women were forcibly taken away«.
Desuden er de koncentreret på hovedkontoret i Osaka.
Da der er mange zainichi i Osaka, blev det et salgsvåben at skrive artikler, der sympatiserede med dem.
Da mange af læserne var husmødre, bidrog serien »Women's Pacific War« under ledelse af Kiyoyasu Kitabatake (redaktionel skribent for hovedkontoret i Osaka) sandsynligvis i høj grad til at øge oplaget.
Artiklerne bestod af (uægte) breve fra kvinder, der var børn på krigstidspunktet.
For eksempel lyder artiklen fra 24. juli 1991 »Jeg blev solgt op til to gange« sådan her.
Så tænkte jeg, at jeg igen ville arbejde for min far og bror og give dem al den barnlige fromhed, jeg kunne.
Jeg skjulte tårerne i mine øjne og rejste til øen Saipan sammen med 21 andre okinawanske kvinder.
Det var den 3. april 1939.
Jeg fik at vide, at vi skulle til en sukkerrørsvirksomhed, men da vi kom frem, fandt vi ud af, at vi skulle være trøstekvinder for militæret.
Årsagen til dette var ikke militær tvang, men fattigdom.
Der kan have været tilfælde, hvor menneskehandlerne narrede kvinderne til at blive militærets trøstekvinder, men årsagen til »tvang i bred forstand« var ikke militæret, men gælden til menneskehandlerne.
Fordi menneskehandel allerede dengang var ulovlig, beskyttede regeringen ikke gælden til menneskehandlerne.
Som jeg diskuterede med Toshihide Katayama i går, er forestillingen om, at det kun var klasse A-krigsforbrydere og militæret, der var skyldige, og at det japanske folk var ofrene, en fiktion skabt af de allierede for juridisk at kunne afgøre krigsansvaret ved Tokyo-retssagerne.
Asahi Shimbun har organiseret historien i »gerningsmænd og ofre for aggressionskrigen«, et skema med godt og ondt, og har dækket det til med smukke slogans som »kvinders rettigheder« og »forsoning med Asien«.
Baggrunden for, at en sådan kampagne er fortsat i mere end 30 år, er den særlige situation i Osaka, hvor konkurrencen med Osaka Yomiuri og andre lokalaviser er hård.
I Osaka kommer man frem, hvis man skaber et »salgbart produkt«.
Det er alligevel længe siden, så selv hvis der var nogle løgne, ville det ikke blive kendt.
Det japanske militær, som er absolut ondt, er det, der bliver bagtalt, så der er ingen grund til at bekymre sig om at blive sagsøgt.
En anden faktor, der er unik for Asahi, er dens karrieremoral.
Kiyoyasu Kitabatake (leder af Osaka-hovedkontorets planlægnings- og nyhedssektion → assisterende redaktionschef), Haruhito Kiyota (chef for udenrigssektionen → assisterende redaktionschef for Tokyo-hovedkontoret → repræsentant for det vestlige hovedkontor) og Hayami Ichikawa (chef for Seoul-bureauet → chef for udenrigssektionen → chef for Kina-bureauet → chef for nyhedsbureauet), som var i centrum for denne falske rapport, har haft meget ensartede karrierer, hvor de har bevæget sig mellem afdelingen for sociale anliggender og oversøiske asiatiske bureauer.
Et andet fællestræk er, at de (med undtagelse af Takashi Uemura) alle er steget i graderne.
Som jeg har skrevet før, har Asahi traditionelt et system med »demokratisk centralisering«, som forener virksomhedens redaktionelle holdninger.
Artikler om trøstekvinder og atomkraftværker bliver censureret af den specialiserede redaktion.
Og kun journalister, der skriver artikler, som er i overensstemmelse med virksomhedens holdning, kan stige i graderne.
Derfor er den hurtigste måde at komme frem på at masseproducere artikler, der dæmoniserer militæret og hylder »kvinders rettigheder«.
Det forsonende historiesyn, som går ud på, at det japanske militær for altid skal undskylde sine forbrydelser over for Asien, var også afgørende for at frikende Asahi Shimbun, som var en af gerningsmændene.
Det blev videregivet som Asahis virksomhedsteori, hvilket førte til hysteriske artikler i den politiske sektion om kollektivt selvforsvar og andre emner og til fupnummeret om trøstekvinder i den sociale sektion.
Journalister, der satte spørgsmålstegn ved dette, blev sat på sidelinjen, og de, der skrev interessante artikler om godt og ondt, som f.eks. om stråling, steg i graderne.
I den forstand er det aktuelle nummer en god lejlighed til at tage Asahi Shimbuns eksponerede historiesyn, som har stået på siden umiddelbart efter krigens afslutning, op til grundig revision.
Total krig i den moderne æra kan ikke føres af militæret alene.
Krigen skete på grund af samarbejdet mellem bureaukratiet, som brugte budgettet til krigen, den økonomiske magt, som finansierede krigen, og massemedierne, som indpodede »Greater East Asia Ideal« i de soldater, som drog i krig.
Præsident Kimura sagde, at han ville »fortsætte med at fremføre de samme argumenter som før.« Alligevel sagde Ichikawa, lederen af Asahi Shimbuns pressebureau, klart og tydeligt, at »der ikke var nogen tvangsudlevering.
Denne sag vil ikke slutte, før Asahi Shimbun trækker alle sine mere end 7.000 artikler om trøstekvinderne tilbage og indrømmer, at dækningen af trøstekvinderne var det rene sludder.
Følgende er fra Nobuo Ikeda BLOG, som jeg lige har fundet online.
< Comfort Women Issue afsporet af feminisme Hvad er »sexslaveri«>
13. september 2014 11:32
Kategori Medier
Asahi Shimbuns »udsigtsløse syn på historien« er et værktøj til salg og karrierefremgang.
En søgning i Asahi Shimbuns database giver 7.419 poster for »comfort women« og 1.046 for »comfort women were forcibly taken away«.
Desuden er de koncentreret på hovedkontoret i Osaka.
Da der er mange zainichi i Osaka, blev det et salgsvåben at skrive artikler, der sympatiserede med dem.
Da mange af læserne var husmødre, bidrog serien »Women's Pacific War« under ledelse af Kiyoyasu Kitabatake (redaktionel skribent for hovedkontoret i Osaka) sandsynligvis i høj grad til at øge oplaget.
Artiklerne bestod af (uægte) breve fra kvinder, der var børn på krigstidspunktet.
For eksempel lyder artiklen fra 24. juli 1991 »Jeg blev solgt op til to gange« sådan her.
Så tænkte jeg, at jeg igen ville arbejde for min far og bror og give dem al den barnlige fromhed, jeg kunne.
Jeg skjulte tårerne i mine øjne og rejste til øen Saipan sammen med 21 andre okinawanske kvinder.
Det var den 3. april 1939.
Jeg fik at vide, at vi skulle til en sukkerrørsvirksomhed, men da vi kom frem, fandt vi ud af, at vi skulle være trøstekvinder for militæret.
Årsagen til dette var ikke militær tvang, men fattigdom.
Der kan have været tilfælde, hvor menneskehandlerne narrede kvinderne til at blive militærets trøstekvinder, men årsagen til »tvang i bred forstand« var ikke militæret, men gælden til menneskehandlerne.
Fordi menneskehandel allerede dengang var ulovlig, beskyttede regeringen ikke gælden til menneskehandlerne.
Som jeg diskuterede med Toshihide Katayama i går, er forestillingen om, at det kun var klasse A-krigsforbrydere og militæret, der var skyldige, og at det japanske folk var ofrene, en fiktion skabt af de allierede for juridisk at kunne afgøre krigsansvaret ved Tokyo-retssagerne.
Asahi Shimbun har organiseret historien i »gerningsmænd og ofre for aggressionskrigen«, et skema med godt og ondt, og har dækket det til med smukke slogans som »kvinders rettigheder« og »forsoning med Asien«.
Baggrunden for, at en sådan kampagne er fortsat i mere end 30 år, er den særlige situation i Osaka, hvor konkurrencen med Osaka Yomiuri og andre lokalaviser er hård.
I Osaka kommer man frem, hvis man skaber et »salgbart produkt«.
Det er alligevel længe siden, så selv hvis der var nogle løgne, ville det ikke blive kendt.
Det japanske militær, som er absolut ondt, er det, der bliver bagtalt, så der er ingen grund til at bekymre sig om at blive sagsøgt.
En anden faktor, der er unik for Asahi, er dens karrieremoral.
Kiyoyasu Kitabatake (leder af Osaka-hovedkontorets planlægnings- og nyhedssektion → assisterende redaktionschef), Haruhito Kiyota (chef for udenrigssektionen → assisterende redaktionschef for Tokyo-hovedkontoret → repræsentant for det vestlige hovedkontor) og Hayami Ichikawa (chef for Seoul-bureauet → chef for udenrigssektionen → chef for Kina-bureauet → chef for nyhedsbureauet), som var i centrum for denne falske rapport, har haft meget ensartede karrierer, hvor de har bevæget sig mellem afdelingen for sociale anliggender og oversøiske asiatiske bureauer.
Et andet fællestræk er, at de (med undtagelse af Takashi Uemura) alle er steget i graderne.
Som jeg har skrevet før, har Asahi traditionelt et system med »demokratisk centralisering«, som forener virksomhedens redaktionelle holdninger.
Artikler om trøstekvinder og atomkraftværker bliver censureret af den specialiserede redaktion.
Og kun journalister, der skriver artikler, som er i overensstemmelse med virksomhedens holdning, kan stige i graderne.
Derfor er den hurtigste måde at komme frem på at masseproducere artikler, der dæmoniserer militæret og hylder »kvinders rettigheder«.
Det forsonende historiesyn, som går ud på, at det japanske militær for altid skal undskylde sine forbrydelser over for Asien, var også afgørende for at frikende Asahi Shimbun, som var en af gerningsmændene.
Det blev videregivet som Asahis virksomhedsteori, hvilket førte til hysteriske artikler i den politiske sektion om kollektivt selvforsvar og andre emner og til fupnummeret om trøstekvinder i den sociale sektion.
Journalister, der satte spørgsmålstegn ved dette, blev sat på sidelinjen, og de, der skrev interessante artikler om godt og ondt, som f.eks. om stråling, steg i graderne.
I den forstand er det aktuelle nummer en god lejlighed til at tage Asahi Shimbuns eksponerede historiesyn, som har stået på siden umiddelbart efter krigens afslutning, op til grundig revision.
Total krig i den moderne æra kan ikke føres af militæret alene.
Krigen skete på grund af samarbejdet mellem bureaukratiet, som brugte budgettet til krigen, den økonomiske magt, som finansierede krigen, og massemedierne, som indpodede »Greater East Asia Ideal« i de soldater, som drog i krig.
Præsident Kimura sagde, at han ville »fortsætte med at fremføre de samme argumenter som før.« Alligevel sagde Ichikawa, lederen af Asahi Shimbuns pressebureau, klart og tydeligt, at »der ikke var nogen tvangsudlevering.
Denne sag vil ikke slutte, før Asahi Shimbun trækker alle sine mere end 7.000 artikler om trøstekvinderne tilbage og indrømmer, at dækningen af trøstekvinderne var det rene sludder.
2024/8/26 in Onomichi
